Projekbeskrivelse

Fysioterapeut, Specialist i idrætsfysioterapi, MSc.

Jeg har mere end 25 års erfaring som fysioterapeut og er efteruddannet inden for sportsfysioterapi, manuel terapi og akupunktur og har en master i sportsfysioterapi fra Bath University i England. Jeg har solid erfaring med at behandle og genoptræne de fleste skader i kroppen både hos atleter og patienter. Jeg har 16 års erfaring med at arbejde med elitesport fra mit tidligere fuldtidsjob hos Team Danmark og den erfaring bringer jeg med i mine behandlinger hos Sportsfyssen.  Jeg har i halvandet år i 2018-2019 været ansat som underviser på fysioterapeutuddannelsen på Professionshøjskolen i København. Udover at være her på klinikken er jeg ledende fysioterapeut på den Kongelige Ballet på det Kongelige teater. Jeg startede i det job i august 2019 og nyder at være en del af et tværfagligt team, der er med til at sikre dansernes sundhed, så de kan præstere optimalt til træning og på scenen.

Min tilgang til mit arbejde med den enkelte patient, atlet og danser, er at vi sammen finder et mål og en plan – for at få en så klar og effektiv vej tilbage til det niveau man havde før skaden. På den måde når vi længst – sammen.

Jeg har været med til OL i Beijing 2008, London 2012 og Rio de Janeiro 2016, som en del af det danske sports medicinske team med særlig tilknytning til det danske sejler landshold. Jeg har ligeledes stor erfaring med at arbejde med en bred vifte af andre sportsgrene, som badminton, bordtennis, løb, atletik, roning, svømning, golf og mange flere.

Jeg prioriterer sund levevis højt i min hverdag. Cykler som min daglige transport og løbetræner flere gange om ugen.